Skip to main content

Bryghus har indtaget Svendborg

Svendborgsund Bryghus har udvidet nordover og har investeret i et stort bryggeri med tilhørende smagebar i Svendborg. Udviklingen af øllet og butikken fortsætter dog som hidtil i Sundhøj.

Foto: Svendborgsund Bryghus

AF MARTIN RAMSGÅRD, Redaktør – TØSINGEN

Det var noget af en Svenborgbegivenhed, da Bo og Susanne Abelgren Ehlers åbnede deres nye bryggeri med tilhørende tastingroom i de gamle Kellogsbygninger på havnen i Svendborg. Flere hundrede var mødt op for både at se bryggeriet og smage på øllet til indvielsen i slutningen af januar.

– Vi var selvfølgelig glædeligt overraskede over, at der kom så mange. Men vi kunne jo også se på de sociale medier, at interessen var enorm, så vi var lidt forberedt, fortæller Bo Abelgren Ehlers.

Planen om at bygge deres eget bryggeri i stort regi har været på vej i nogen tid. Hidtil er øllet nemlig blevet udviklet i det lille bryggeri i Sundhøj men brygget på Midtfyns Bryghus, hvor Bo Abelgren Ehlers arbejdede. Men da han stoppede der, gik planerne om eget bryggeri i gang.

– Vi vil gerne have kontrol med produktionen, og jeg havde det lidt dårligt med, at det ikke var mig selv, der bryggede vores øl, siger han.

Nu er der kapacitet til at brygge øl til hele Sydfyn, og håbet er da også, at Svendborgsund Bryghus bliver den foretrukne lokale øl på Sydfyn og øerne.

– Jeg kommer jo fra Skive, og den by forbinder alle jo med Hankock øl. Jeg kunne da rigtigt godt tænke mig, at folk tænkte på Svendborgsund Bryghus, når talen faldt på Sydfyn, siger Bo Abelgren Ehlers.

Bliver i Sundby
På Tåsinge skal man dog ikke være bange for at miste det lokale øl. Butikken og det lille bryggeri fortsætter helt uændret, og Bo og Susanne Abelgren Ehlers bliver boende et par hundrede meter fra den gamle benzintank ved Sundbrovejen, der huser Svendborgsund Bryghus.

– Det vil stadig være i det lille bryggeri på Tåsinge, jeg eksperimenterer og udvikler nyt øl, og man vil stadig kunne købe de sædvanlige ting i butikken, forsikrer Bo Abelgren Ehlers.

Men samtidig er det åbne bryggeri og smagebaren i Svendborg blevet en succes – også efter åbningsreceptionen. Der er åbent for smagning og inspektion af bryggeriet torsdag, fredag og lørdag.

– Det går helt godt. Folk kommer forbi og kigger, og der kommer rigtigt mange og smager på øllet, slutter Bo Abelgren Ehlers.

Så indtil videre følger bryggeriet planen om at blive Sydfyns foretrukne øl. På regnearkene ser det også godt ud i forhold til at pengene, der er investeret, kommer ind igen på et tidspunkt. Og på Tåsinge kan man jo glæde sig over, at det sydfynske øl brygget i Svendborg stadig er født på Tåsinge.