Skip to main content

Uddannelse er nøglen til Svendborgs fremtid

Vil du leve det gode liv, spørger Svendborg Kommune næsten retorisk på sin hjemmeside og giver selv svaret, så flyt til Svendborg!

Foto: fagfotografen.dk

AF LARS AHRENDTSEN, Svendborg Erhvervsråd

 

Det kan jeg kun være enig i! Jeg er selv tilflytter fra Kolding og nyder at bo i det sydfynske.

Hvad fik mig så til Svendborg? Ja, det var pga. min uddannelse, jeg læste til maskinmester, fandt min livsledsager, og vi blev svendborgensere.

Hvilket bringer mig tilbage til min overskrift. Uden en mangfoldighed af uddannelsesinstitutioner bliver det sværere at tiltrække nye borgere til kommunen.

I søndags så jeg et afsnit i serien om Radio Mercur, og det vakte gamle minder fra min egen tid på Kogtved Søfartsskole, først som elev, senere som forstander. Det var mit første møde med Svendborg tilbage i 1989, og jeg husker især vores danseaftener, hvor vi mødtes med de lokale Svendborgpiger for at lære at begå os på dansegulvet.

Selvfølgelig, fristes man til at sige, skete der faktisk det, at to af mine venner giftede sig med hver sin dansepige og bosatte sig i Svendborg, det var nok hverken første eller sidste gang, det skete. Måske skulle kommunen igen satse på danseundervisning!

Efterfølgende på maskinmesterskolen var vi i klassen elever fra hele landet, og efter endt uddannelse drog de fleste ud for at arbejde på skibe, havne og kontorer i hele verden. Men mange vendte efterfølgende tilbage til Svendborg for at stifte familie og bosætte sig. Og var der ikke et job, så valgte mange at blive selvstændige og skabe deres egen karriere.

Med det in mente er det en fantastisk spændende og vigtig proces, som foregår på havnen lige nu.

Et nyt SIMAC i støbeskeen, en dertilhørende maritim erhvervspark samt et maritimt/it-iværksætterhus gør, at rammerne for at tiltrække nye bosættere er til stede.

Det er helt rigtigt set at satse på uddannelse og iværksætteri som en vækstdriver for udvikling i vores dejlige by. Har man først læst i Svendborg, så er der en god chance for, at man senere i livet gerne vender tilbage med sin familie.

 

Kogtved Søfartsskole er desværre ikke mere, ligeså Skårup Seminarium. Derfor er det vigtigt at kere sig om vores uddannelsesinstitutioner i Svendborg, det er ikke givet, at de bliver her!

Vi har heldigvis mange gode videregående skoler i byen, ingen nævnt, ingen glemt, og de spiller en afgørende rolle for Svendborgs fremtid.