På rådhuset i Svendborg kan de ikke få armene ned over alle de københavnere, der for tiden flytter til Sydfyn. TØSINGENS nye klummeskribent, Sally Goings Darre, er en af dem, og her fortæller hun hvorfor hun er vild med Tåsinge og Sydfyn.
AF SALLY GOINGS DARRE
En tidevandsbølge af tilflyttere fra København har ramt øhavet. Jeg er en af dem. Der er forskellige grunde til at vælge et alternativ til storbyen, men for mig var det en drøm om en anden måde at leve på, hvor natur, plads og boligpriser var afgørende faktorer. Min mand er vokset op på Tåsinge, og med jævnlige besøg hos svigerfamilien var jeg hurtigt solgt og huset købt – det er jo virkelig en skøn ø!
Det føles som om, at det var i går, at vi skrev under på købsaftalen, men til sommer er det syv år siden. Selvom tiden flyver, vil jeg gerne holde fast i min indre tilflytter og dele hendes perspektiver på livet som tøsing. Her er fem eksempler på, hvordan kommunens slogan “Det gode liv i Svendborg” folder sig ud for en tilflytter på Tåsinge:
- De krummer, jeg fejer op langs panelerne i køkkenet, består primært af ristede løg. Det er selvfølgelig en delikatesse i sig selv, men det er også en direkte konsekvens af, at vi nu køber (virkelig gode) lokale kartofler i sække hos Ole. Der er altid en kogt kartoffel i overskud, og den skal naturligvis ikke gå til spilde, men pyntes med rigelig mayonnaise og det hellige krymmel.
- Vi ejer en båd, som ligger i havn få kilometer fra os. Det har vi simpelthen råd til. Ikke fordi vi er rige, men fordi det ikke koster en formue. Det er ren luksus for sådan en københavner. På en solskinsdag, når vi kaster anker og bader i sundet, må jeg indimellem knibe mig selv i armen. Tidsfordriv på vand er bedre end tidsfordriv på land!
- I vores Dagli’ Brugsen er vi på fornavn. Vi sniksnakker, og det er mildt sagt pisse- hyggeligt. Det går ikke hurtigt i kassen, men det gør ingenting for nogen. I det store billede er det småt, men i hverdagen ret stort.
- Når solen skinner ind ad vinduerne, og jeg længes ud – ja så åbner jeg bare døren og går ud i haven. Måske lyder det som en selvfølgelighed. Men jeg er vant til, at der er rift om de grønne kvadratmeter. Jeg føler mig heldig, når solsorten kigger undrende op på mig, som om den tænker; hvorfor sidder du her? Nok siger BBR, at vi ejer grunden – men vi er mange, der bygger rede her. Tænk at være en af de indviede.
- Meget af hverdagens trummerum er nemmere. Når det regner og blæser, så tager vi bare bilen – som endda holder indendørs. Det er så nemt, at jeg har præsteret at glemme mine sko. Heldigvis er træsko absolut accepteret i Dagli’ Brugsen. Om aftenen, når sukkertrangen melder sig, og jeg overvejer at hente slik, er valget også nemt: Det kan jeg ikke, for alt er lukket!