Skip to main content

Ung kvinde ny formand i Thurø Boldklub

Michelle Storm Kirt, 28 år, er født og opvokset på Thurø, hun har altid været vild med fodbold og er kommet meget på stadion. – Der blev kigget lidt den unge vej, da hun på generalforsamlingen blev valgt til ny formand som afløser for Karsten Pedersen, der fortsætter som bestyrelsesmedlem

AF ERIK JØRGENSEN, Redaktør – THURINEREN

De grønne i Thurø Boldklub har fået en ung kvinde som anfører for hele holdet.Efter kun et år som medlem og damesenior formand i bestyrelsen blev Michelle Storm Kirt, 28, på generalforsamlingen valgt til ny formand.

– Jeg tænkte, at det kunne være fedt at prøve. Vi snakkede om det, da Karsten Pedersen skulle gå af som formand – og der blev lidt kigget den unge vej, siger Michelle om den hurtige oprykning i graderne.

Hun bytter plads med Karsten Pedersen, der fortsætter som menigt bestyrelsesmedlem.

Hun ser positivt frem til opgaven at stå i front for Thurø Boldklub.

– Der er styr på klubben, de forskellige funktioner såsom regnskab og kontakt til kommunen, siger hun.

Michelle er med på, at hun som formand skal være mere synlig i klubben, og hun har et ønske om at styrke fællesskabet ved at skabe sociale aktiviteter mellem de forskellige hold og på tværs af ungdom og senior. Alle generationer skal føle ejerskab af klubben og bidrage til klublivet.

Også spillemæssigt er de grønne klædt godt på til den kommende sæson, og det gælder både senior og ungdom, herrer og damer, drenge og piger.

– Vi har en stor seniortrup, og jeg forestiller mig, at herrerne i serie 2-kval nok skal løfte opgaven, ligesom vi har trukket dameholdet fra 7-mands og tilmeldt holdet i 11-mands i serie 3, fortæller Michelle Storm Kirt.

I ungdomsafdelingen smitter den store tilflytning af børnefamilier af, og med formandens ord “ser det godt ud”.

– Jeg ser med fortrøstning på Thurø Boldklubs fremtid, siger hun, men som hun tilføjer:

– Thurø Boldklub er baseret på frivilligt arbejde, og vi har stadig brug for, at forældre rækker hånden frem og giver et nap med.

Det grønne smørhul er ikke ukendt for hende, da hun er født og opvokset på Thurø, “og jeg er kommet meget på stadion, som hun siger”.

Hun har altid været vild med fodbold, og som skolepige spillede hun med drengene, fordi der ikke var nogen piger, hun kunne dele glæden ved verdens bedste legetøj, bolden, med.

Til gengæld har hun som voksen taget revanche og spiller på klubbens damehold, der i år skal prøve kræfter med 11-mands fodbold i serie 3.

– Jeg har spillet tre sæsoner på dameholdet, fortæller Michelle Storm Kirt, der tænker, at det må være klubbens fornemmeste opgave, at folk skal have lyst til at spille fodbold.

Bestyrelsen:
Formand: Michelle Storm Kirt
Næstformand: Ebbe Arnvig
Kasserer: Michael Nikolajsen
Seniorformand: Finn Moritzen
Bestyrelsesmedlem: Karsten Pedersen
Bestyrelsesmedlem: Emil Christensen
Bestyrelsesmedlem: Martin Æbelø
Bestyrelsesmedlem: Dennis Nielsen

Ungdom:
Piger: U-8, U-12-13
Drenge: U-6, U-7, U-8, U-9, U-10, U-14. U-9 og U-14 i samarbejde med Stjernen.


Senior:
Damer: serie 3
Herrer: serie 2, serie 3

 

 

thuroeboldklub.dk